|
|
|
Færre fejl og mindre papir, da lagerløsningen blev trådløs
Når lagermedarbejderen går på SBS 's nybyggede lager i Støvring, er det i dag stort set umuligt for ham at plukke en forkert vare. Det skyldes en ny trådløs lagerløsning, der sørger for, at alting foregår automatisk.
- Før den nye lagerløsning blev implementeret, foregik alle plukrutiner manuelt. Det betød, at risikoen for fejl var meget stor. Med de håndholdte terminaler bliver plukdata registreret med det samme i Dynamics AX og er dermed direkte klar til forsendelse. På den måde er pluksedlerne blevet overflødige, og vi har virkelig fået fjernet meget papirarbejde fra lageret, fortæller Tage Søborg, Fabrikschef, SBS Støvring.
- Som en naturlig forlængelse af at de manuelle rutiner og hovedparten af papirgangene er blevet færre, sparer vi også meget tid nu. Vi har benyttet lagerløsningen siden januar 2007, og allerede efter en måned kunne vi se, hvordan den effektiviserer både vores lager og funktionerne omkring lageret og øger produktiviteten markant. Vi forventer, at vores investering er tjent hjem i løbet af det første år, fortsætter Tage Søborg.
Producerer direkte til ordre
Det nye lager er bygget direkte i forlængelse af de eksisterende bygninger i Støvring, hvor SBS producerer bremsekalibre, bremserør og koblinger til biler og motorcykler. Disse produkter produceres nu direkte til kundeordrer, som skal afsendes fra det nye lager samme dag, så lagerplads og materialer ikke længere bindes unødigt på lageret.
Virksomheden beskæftiger 160 medarbejdere, hvoraf 30 af dem har lageret som deres arbejdsplads. Med den trådløse lagerløsning er det blevet lettere at holde styr på de 22.000 varenumre på lageret. Inden længe skal lagerløsningen også udrulles på SBS's øvrige lagre og produktionssteder.

Det tager kun 15 minutter…
SBS's nye lagerløsning er en tillægsløsning til Microsoft Dynamics AX' lagerløsning, WMS. Den er udviklet med brugervenligheden for øje, sikkerhed, hastighed, nyeste teknologi og skal kunne fun-gere på AX 3.0 og AX 4.0.
- En af de grundlæggende idéer bag løsningen er, at den skal være så let at bruge, at enhver vil kunne lære at plukke på femten minutter. Betjeningen er simpel og skærmbillederne i scanneren er med til at guide lagermedarbejderen hele vejen, fortæller Kenneth Minck, produktchef, NeoProcess.
Lagerløsningen er fleksibel, og den følger arbejdsgangene på lageret. Det er fx muligt at udføre antalsbestemt opfyldning, hvilket betyder, at man sagtens kan fylde lagerpladser op med varer en-efter-en og ikke kun pallevis, som standard Dynamics AX WMS tilbyder det. Det kan være en stor fordel for mange lagre. Den indeholder bl.a. også funktioner som batchplukning, der sikrer pluk til flere ordrer på én gang, dynamiske lagersteder og muligheder for at generere statistisk materiale til brug for ressourceallokering. Derudover kan den integreres med miniloadere og automatiske lagerreoler, hvilket SBS også har benyttet sig af.

Klar til stemmestyring
- Lagerløsningen er udarbejdet, så den er let at vedligeholde. Samtidig er den gjort klar til, at den kan blive stemmestyret, så lagermedarbejderen i stedet for at scanne varenumre ind kan nøjes med at sige det højt, uddyber Kenneth Minck.
SBS i Støvring har været med til at udvikle løsningen, som herefter er blevet standardiseret, så den kan bruges på enhver type lager.
- Vi ønskede en løsning, der kunne lette de daglige rutiner og samtidig minimere risikoen for fejl. Det har vi fået med denne løsning, og at den er så nem at betjene, er kun et ekstra plus, da vi ikke har tid til at bruge timer på at oplære nye lagermedarbejdere, afslutter Tage Søborg.
Fakta om SBS

Scandinavian Brake Systems A/S – SBS – blev grundlagt i 1964 og har siden 1989 været noteret på Københavns Fondsbørs. Med vedvarende fokus på udvikling, produktivitet, kvalitet og leveringsevne har virksomheden etableret sig som en af Europas førende udbydere af bremsekomponenter til biler og motorcykler.
Produkterne afsættes til reservedelsmarkedet og til førstemontage i bil- og motorcykelindustrien over hele verden. SBS beskæftiger godt 500 medarbejdere. Hovedkontoret ligger i Svendborg, og virksomheden omfatter derudover tre specialiserede produktionsvirksomheder i Danmark, heriblandt SBS Støvring, samt distributionscentre i Danmark, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og et salgskontor Rusland.
Om lagerløsningen
|